Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? Hvad vil det sige at være dansker?

I et forsøg på at besvare nogle af disse store spørgsmål, har jeg lavet en frise, der kronologisk gennemgår de mest markante og vigtige dele af vor historie fra tidernes begyndelse og frem til i dag. Frisen er tænkt som et moderne Bayeux-tapet, - malet direkte på væggen, ca 1.30 meter høj og ca. 30 meter lang.
Hvis jeres skole ikke råder over så meget plads, så tilrettelægger vi frisen efter det, ligesom der også er mulighed for at enkelte områder, der har særlig interesse – fx lokalhistoriske begivenheder, hvornår skolen blev bygget eller hvordan de lokale frihedskæmpere blev fanget – kan blive indføjet i tidslinien.

Tanken er, at børnene på den måde – helt uden at tænke over det – bliver badet i historiske fortællinger. Vejen fra toiletterne og ud i skolegården kan pludselig give Magnus fra 5.a en kronologisk fornemmelse – en fornemmelse for, at vikingerne levede før Christian 4. og at pyramiderne blev bygget, mens vi danskere på det nærmeste boede i jordhuler.

Men tidslinien kan også inddrages mere bevidst i børnenes undervisning: Når man læser et eventyr af HC Andersen, kan man tage børnene med på en gåtur fra Napoleonskrigene, Danmarks statsbankerot og op til demokratiets indførsel – for på den måde at etablere en ny ramme for at forstå hvilken samtid Tinsoldaten er skrevet i.

Oplagt er det selvfølgelig at bruge den i historieundervisningen, men det er vigtigt at understrege, at frisen vil kunne være en ballast i alle skolens fag.
En lille krølle på den praktiske brug af frisen kunne være, at netop en illustreret indgang til den danske kulturarv kunne være en nøgle til at tænke inklusion i folkeskolen – et forsøg på at sikre at tingene ikke altid foregår på de sprogligt stærkes præmisser.

Sidst, men ikke mindst, har frisen en rent æstetisk funktion, idet den tager sit flot ud og er med til at få skolen til at tage sig ud som et sted, hvor tanker tænkes, og hvor ideer føres ud i livet. Et sådant kæmpemaleri kan være med til at styrke skolens identitet og være noget, man som barn husker mange år ud ifremtiden.

Jeg har for en god ordens skyld sørget for, at frisen kommer omkring de forskellige punkter i undervisningsministeriets historiekanon. Bagest i folderen er en liste over samtlige af de nedslag i danmarkshistorien, jeg har valgt at illustrere.

Frisen fremstår her som én lang sammenhængende størrelse, men vil selvfølgelig i skolens virkelighed komme til at være afbrudt af døre, vinduer og hjørner, men det er noget jeg tilpasser arbejdet efter – og med lidt hælhugning og tåklipning lader det sig sagtens gøre.

At male så stort et maleri tager lang tid. Jeg kommer til at have min gang på jeres skole gennem flere måneder, hvorfor det også bliver en oplevelse for eleverne at følge med i processen i et sådan kunstværk.

Et projekt af denne størrelse er selvfølgelig en stor udgift på en folkeskoles budget. Man skal dog i forhold til denne udgift medtænke, at det er en investering i noget, der vil kunne holde i mange, mange år.

Udgiften til projektet vil ved behov kunne afholdes over to-tre budgetår.En mulighed i forhold til finansiering kunne eventuelt være, at I som institution ansøgte om et tilskud fra projekt ”Huskunstner” – et initiativ man kan læse mere på www.boernogkultur.dk.

Klik Herunder for at se et lille udsnit af tidslinien (svarende til ca 3 meter).
Jeg håber, at mit arbejde vækker interesse. Jeg kommer gerne ud på jeres skole, fremlægger projektet i detaljer og taler om, hvordan man konkret kunne tilpasse maleriet forholdene på jeres skole.

Mail: totalbell@gmail.com Tlf : 61777099